kursus: Medicinhavernes Peder Lollesgaard og Aage Hansen underviser

Medicinhaverne i Tranekær har de seneste år haft stor succes med podekurser, så også i år får interesserede mulighed for at lære eller genopfriske podningens fascinerende kunst.

Det sker lørdag den 19. marts kl. 10.00-12.00 i Borgerhuset, Ahlefeldtsgade, Rudkøbing. Og det er som sædvanlig frugtavlerne Peder Lollesgaard og Aage Hansen, der lærer fra sig. Alle kan deltage. Prisen for medlemmer af Medicinhaverne er 30 kr. og for ikke-medlemmer 50 kr. samt 20 kr. pr. træ, der podes. Der er tilmelding til lollesgaard@mail.dk eller på 50 92 52 96.

Medicinhaverne har indkøbt grundstammer og sørger for podekviste og podevoks. Man er også velkommen til selv at medbringe podekviste fra et frugttræ, som man ønsker at pode. Podekvisten skal laves af etårige skud, og skuddet/grenen skal være på tykkelse med en lillefinger og cirka 20 cm lang. Husk at bruge en skarp kniv/saks, så snittet ikke bliver flosset. Har du i øvrigt mulighed for at medbringe en lille skarp kniv, vil det være fint.

Peder Lollesgaard medbringer både podekviste fra moderne æblesorter og fra nogle af de gamle langelandske æblesorter. Blandt de moderne sorter er James Grieve, Discovery og Aroma. Og så er der de gode, velkendte spiseæbler Ingrid Marie, Cox Orange, Filippa og Citronæble. Og endelig er der de helt specielle, nemlig de gamle langelandske sorter, som findes i Have 3 i Medicinhaverne, bl.a. Mathildeæblet. Det vil også være muligt at pode pærekvæde og mispel.

  • Af: