Organisationen Go2Green og firmaet Clever vil opstille standere i Rudkøbing, Spodsbjerg, Humble og Lohals.
Langeland: Livet bliver lidt lettere på Langeland for elbil-ejere. Foreningen Go2Green vil sammen med elbil-operatøren Clever opsætte fire styk ladestandere på Langeland.
De kommer formentlig til at stå i Rudkøbing, Spodsbjerg, Lohals og Humble.
Opstillingen vil ske i et samarbejde med Langeland Kommune og Langelands Elforsyning. Helt præcist hvor ladestanderne placeres, vides endnu ikke. Go2Green mødes i denne uge med folk fra kommunen om projektet.
I dag findes der slet ikke nogen af den slags offentligt tilgængelige ladestandere på Langeland. De påtænkte standere er på 22 kW og kan oplade elbiler betydeligt hurtigere end via en almindelig stikkontakt.
Go2Green har fornylig opsat lignende ladestandere ved Tåsingeskolen, i Vester Skerninge og i Lundeborg. Hver stander kan oplade to elbiler ad gangen. For at kunne bruge dem, skal man have et gæste- eller abonnementskort hos Clever.
- Målet er, at standerne kan komme op før sommer og før turistsæsonen, siger Niels Christian Nielsen fra Go2Green. Han ser dem som et plus i forhold til Langelands grønne image som stor-producent af vindmølle-strøm.

- Målet er, at standerne kan komme op før sommer og før turistsæsonen.
-
Go2Green er et samarbejde på tværs af brancher i Svendborg og Langeland Kommuner - organiseret som en forening.Go2Green samler partnere fra håndværk, industri, forsyning, kommune, undervisning, pengeinstitutter m.fl. om det fælles mål at reducere energiforbruget og skabe grønne jobs.
Formand for bestyrelsen er Anders Jørgen Banke, direktør i Sydfyns Elforsyning.