Den ene kunstner vil afløse den anden kunstner hele sommeren i "Bagenkop Kunsthal".

Bagenkop får sin egen sommerudstilling. I den lille kunsthal på molen vil der i løbet af sommeren være skiftende udstillinger af kunst og kunsthåndværk. Udstillingen vil være ny hver uge, idet kunstnerne afløser hinanden hver fredag fra slutningen af maj frem til 22. august. Hver lørdag kl. 15 vil der være fernisering på en ny udstilling. Alle andre dage kl. 11-17 i løbet af perioden vil man også kunne nyde værkerne og møde kunstnerne - hvoraf nogle vil etablere arbejdende værksted i kunsthallen.

- Det hele forhåbentlig til glæde for beboerne i de nye lejligheder på havnen, for lokale, sejlere og gæster til den lille perle på sydspidsen af Langeland, siger en af kunstnerne, Gitte Buch.

- Kommunen har fremsynet indtænkt udstillingsvinduet for langelandsk kunst i det, der er ved at blive et meget levende og attraktivt sted - en frugtbar sommersmeltedigel af gammel fiskerihavn, marinemiljø med lystsejlere, turister, musik hver onsdag på havnen, kro, udskænkning, gallerier, bager, små fiskebutikker og - i juli- en smuk tradition for at spille solen ned fra Kardemommetårnet kl. 21, tilføjer Gitte Buch.

Initiativet til løbende udstillinger er organiseret af kunstnerne selv.

Tidligere år har kunsthallen haft forskellige udstillinger med en noget ujævn åbningstid. Det har ikke været tilfredsstillende for gæster i Bagenkop, at man kunne møde en lukket dør, så denne sommer satses på at byde alle velkomne til en udstilling, der er åben hver dag og som præsenterer meget forskelligartede udtryk uge for uge - alle af høj kunstnerisk kvalitet.

Den første udstilling åbnes lørdag den 30. maj af borgmester Knud Gether.

Sommerens udstillere er:

30. maj til 5. juni: Romie Romero og Manfred Werner, maleri og skulptur.

6. juni til 12. juni: Tage Svenning Andersen, maleri.

13. juni til 19. juni: Hanne Biben Mortensen, maleri.

20. juni til 26. juni: Ulla og Knud Pedersen, keramik & Jan Axel Starup, maleri.

27. juli til 3. juli: Jens Chr. Kappel, kunsthåndværk.

4. juli til 10. juli: Gitte Buch, maleri og unikakort.

11. juli til 18. juli: Inga Karlsen, maleri & Karen Rahbek, pileflet.

18. juli til 24. juli: Povl Christophersen, maleri & Hans-F, akvarel.

25. juli til 31. juli: Jørgen Krog, maleri.

1. august til 7. august: Keld Nielsen/Alfio Bonanno, "landskaber".

8. august til 14. august: Stine Læntver og Leif Kjøl, maleri - store og små.

15. august til 21. august: Birgitte Gjøtz Petersen, keramik & Karina Bregendahl-Rafn, dukker.

22. august til 28. august: Solveig Moa, maleri - "Fiskere".