Styregruppe for "Åbent Langeland" nedsat. Kommunen vil hjælpe med koordinering og penge.

Langeland-Strynø: Det er Kunstnernes Åbne Døre i påsken, der er grundlaget og den bærende kraft. Og sådan skal det fortsat være. Der skal bare bygges mere på.

Nogenlunde sådan lød konklusionen på det såkaldte opstartsmøde til "Åbent Langeland", som kommunen havde inviteret til torsdag aften på Ørstedskolen. Godt 40 havde taget imod invitationen på den råkolde aften.

Hele ideen er, at vi vil gøre Langeland mere kendt i resten af Danmark, at vi kommer af med betegnelsen udkant og at vi kommer til at tjene nogle penge på det.

René Larsen

- Hele ideen er, at vi vil gøre Langeland mere kendt i resten af Danmark, at vi kommer af med betegnelsen udkant og at vi kommer til at tjene nogle penge på det, sagde en af initiativtagerne, Rene Larsen, socialdemokratisk medlem af økonomiudvalget, i sin velkomst til deltagerne.

Nogenlunde enighed

Når mere end 40 engagerede langelændere mødes til sådan et idé-møde, flyver tankerne i alle mulige retninger. Men der var nogenlunde enighed om, at det bærende i sådan en invitation til resten af Danmark skal være øens kunstnere, og at forudsætningen for, at deres påske-arrangement kan blive en endnu større succes end det allerede er, må være at det bakkes op af andre interesserede parter. At øens restauranter, attraktioner, forretninger osv. holder åbent de samme dage.

Både René Larsen og borgmester Tonni Hansen (SF) gav på mødet tilsagn om, at kommunen ville bakke op - også med penge, omend der var lidt uklarhed om beløbets størrelse. René Larsen gik frisk til den med et bud på 100-200.000 kroner, mens Tonni Hansen mente, at mindre nok kunne gøre det. I hvert fald i år. Alle var nemlig helt på det rene med, at der på grund af det sene tidspunkt, kun godt halvanden måned til påske, ikke var meget tid til de store arrangementer.

I øvrigt var der overvejende stemning for at reklamere både på nettet og på print, for eksempel via annoncer i dagbladet Politiken.

Mødet endte med dannelsen af en styregruppe: Jeanette Pichardt (Generalen), Marie Wøldike (Nowhuset), Anne Mette Wandsøe (turist- og erhvervsforeningen), kunstner Keld Nielsen, Peer Henrik Hansen (Langelands Museum), René Larsen, samt en repræsentant for Rudkøbing Handelsstandsforening, der udpeges senere.

  • fyens.dk