NORDLANGELAND: De kan noget med bowling på Nordlangeland. Fire friske piger fra Langeland Ungdomsskoles Juniorklub har lige vundet finalen i Danmarks Bowling Forbunds skoleturnering.

Turneringen er landsdækkende med deltagelse af 1.088 unge mennesker. Turneringen har været opdelt i to klassetrin, 5.-6. klassetrin og 7.-9. klassetrin. Finalen blev spillet i Odense Bowling Hal fredag d. 5. maj.

De fire friske piger er fra Juniorklub Nord er: Andrea Høgsbæk, Lea Danlev Holm, Laura Sander og Liva Nielsen. De vandt mesterskabet for deltagere på 5-6 klassetrin.

- Vi er pavestolte af de unge piger, som leverede en suveræn flot præstation på højeste niveau. Stor tak til bowlingklubben i Snødehallen samt Nordskolen for rigtig godt samarbejde. Det her er et klart bevis på at mulighederne for øens unge løftes til højt niveau, når vi arbejder godt sammen lokalt, siger Peter Hellerstedt Nyholm, klubleder i Ungdomsskolen.

  • fyens.dk