Langeland har stadigforbindelse til Fyn
Langeland har stadig
forbindelse til Fyn
Carl Holst (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, skriver:
Der har været meget debat om busrute 800 fra Nykøbing Falster til Odense. Det er rigtigt, at rute 800 ophører. Dels fordi busselskabet Movia ikke længere ønsker at finansiere ruten i Region Sjælland og dels fordi der er alt for få, som bruger ruten.
Flere borgere er bekymrede for, om Langeland derved vil miste forbindelsen til omverdenen.
Lukningen af rute 800 er ikke ensbetydende med, at Rudkøbing mister sin forbindelse til Fyn, og at regionen svigter Langeland.
Der vil fortsat køre hyppige regionale busser fra Rudkøbing til Svendborg, hvorfra man kan stige på et tog videre til Odense.
Hvis tiderne ikke passer, vil vi med hjælp fra Fynbus sagtens kunne løse det problem, så der bliver en minimal ventetid mellem bus og tog.
Kombinationen med bus og tog passer fint med det visionsoplæg om en fremtidig forbindelse til Femern-forbindelsen, som Langeland Kommune og Svendborg Kommune sammen har udarbejdet. Heri foreslår de to kommuner, at man får en hurtig forbindelse mellem Femern-forbindelsen på Lolland og toget i Svendborg via Langeland.
I dag er der mange, der skal fra banegården i Odense ud til Syddansk Universitet, og i de kommende år bliver behovet kun større, når et nyt sygehus bliver klar.
Derfor vil jeg arbejde for, at der bliver etableret en letbane i Odense, så vi får en hurtig forbindelse mellem banegården og universitetets og sygehusets områder.
Det vil ikke kun komme rejsende fra Langeland til gode, men alle brugere af Syddansk Universitet og det nye akutsygehus.
Region Syddanmark er ydermere gået ind og har løftet en kommunal opgave ved at fastholde regionale busruter til både Bagenkop og Lohals.
Således sikrer vi, at borgere på Langeland fortsat har gode forbindelser til resten af regionen.
